Den samlede historie luksus ure til mænd

Realklassens Sommerture
Der var i mange år tradition for, at skolebestyreren efter overstået realeksamen tog en tur til udlandet med realisterne. Skikken opstod i 1920 da daværende skolebestyrer P.A.Dissing tog en cykeltur rundt i Danmark med de elever, som netop havde overstået deres realeksamen. Han cyklede selv i spidsen for flokken. Disse ture blev gennemført hvert år, men efter nogle år blev de ”motoriserede”, idet Dissing havde fået bil, så nu kørte han i bil foran den cyklende flok, og når en eller anden punkterede sin cykel, blev cyklen bundet bag på bilen og den uheldige? Fik lov at køre med i bilen indtil man kom til et sted, hvor der var mulighed for at lappe. Man overnattede på kroer eller hoteller, hvor man nu kom frem. Hvorfor man lavede disse ture er også usikkert, men man kan jo gisne om, at det har været den gulerod, der skulle få eleverne til at blive på skolen og gennemføre realklassen og ikke gå ud efter 4. mellemskoleklasse. Fra 1929 gik turen til Tyskland. Dissing havde erhvervet kørekort til bus, så han lejede en rutebil og kørte selv med eleverne. Da min Far og Mor overtog skolen i 1936 fortsatte de traditionen. Der var to kriterier, der skulle opfyldes for at turene blev gennemført. De skulle gøres så billige som muligt, og alle elever skulle med. Der blev samlet penge ind fra eleverne i løbet af året med et bestemt beløb hver uge. Der var udnævnt en kasserer i klassen, som skulle sørge for, at pengene blev krævet ind. Også Mor og Far blev krævet for beløbet. Forplejningen blev ordnet på den måde, at de elever, der kom fra landejendomme kom med flæskesider og æg, de andre, der ikke kunne levere naturalier måtte så købe brød og andre fornødenheder, og Mor lavede hvert år nogle store krukker med jordbær- og rabarbermarmelade. Der blev også plukket en ordentlig spandfuld moreller fra det store træ i skolegården, så der var nok til de første par dage. Forplejningen var jo noget ensidig, men så vidt vides overlevede alle. Der blev selvfølgelig undervejs indkøbt kartofler og grøntsager og brød, så ingen led nød Men på turen i 1938 var der et poetisk gemyt der de sidste dage gik og sang: ”Vi er ikke skabte til spejlæg og flæsk, ved bøffen at blive det tjener os bedst.” Man lejede en rutebil med fører til turen. I begyndelsen var det en rutebilvognmand i Nørreby, der lagde bil til, senere blev det en rutebil fra Nordfynske Jernbane, kørt af Aksel Hansen fra Tørresø eller Peter Elmely. Men et år, da man fra jernbanens side havde glemt aftalen og derfor ikke kunne stille en bus til rådighed, måtte Far i al hast klage sin nød til Statsbanerne, der var villige til at komme med en bus med dags varsel. Bussens chauffør var Holger Bank fra Kolding, en mand som alle deltagerne vist endnu kan huske for hans gode humør og hans formidable tjenstvillighed. Holger Bank var så dejligt et menneske, at når vi de næste år lejede bus hos Statsbanerne, var det en betingelse, at det var Holger Bank, der kørte. Turene blev gennemført som teltture, således at drengene sov i telte og pigerne overnattede i bussen. ( Hvor behageligt det har været, melder historien ikke noget om.) Dengang var der ikke noget, der hed campingpladser, så når det blev tid til at gå i lejr, fandt man frem til en egnet græsmark, og Far gik så ind til ejeren og bad om lov til at slå teltene op der. Engang kom Far ind til en landmand i Nordøsttyskland for at bede om lov til at overnatte på hans mark. Manden var ikke meget for det, men så kom Far i tanker om, hvor han var – nemlig i det militaristiske Preussen - så det næste sted han kom ind, sagde han meget bestemt: ”Vi er en dansk skole, vi skal sove her i nat, hvor kan vi slå vore telte op?” Så forstod manden, at det var en uundgåelig ordre, og anviste dem en plads. I årene l936 – 1937 – 1938 og 1939 gik turene til Tyskland, og det var vist nogenlunde de samme områder, man besøgte nemlig Rhinlandet og Harzen. Så kom krigen i 1940, og det var slut med udenlandsture. I 1940 var der vist ingen realklassetur, alt var jo så uoverskueligt. Men i 1941ville eleverne af sted på tur, men da der ikke kunne køres i bil, måtte turen foregå på cykel, og man bestemte at tage en cykeltur til Sjælland, Falster og Møen. Det foregik som sædvanlig som en telttur, så der var meget bagage, der skulle læsses på cyklerne. Hver deltager havde sin personlige bagage på sin cykel. Nu var der jo ingen bus, som pigerne kunne sove i, så nu måtte også de bo i telte. Gartner Kaj Hansen stillede en lukket cykelanhænger til rådighed til alle madvarerne, og et sted lånte man en anden anhænger, hvor vi kunne have teltene. De store realklassedrenge skiftedes til at trække de tunge anhængere. Det var et job, der krævede meget energi, og til frokost var der to af drengene, der hver spiste 16 skiver rugbrød vel at mærke af 1 cm. tykkelse. I 1942 gentog man succes`en med en cykeltur til Sønderjylland. Også den foregik med telte og overnatning forskellige private steder, der var egnede til formålet, og hvor vi fik lov at slå teltene op. Men efter 1942 var det også slut med at arrangere cykelture. Cykeldækkene blev for dårlige til, at man kunne løbe an på så lange ture. Først i 1946 blev der igen mulighed for at køre i bus, så her blev der arrangeret en 8-dages tur rundt i Jylland. Endelig blev der mulighed for igen at kunne til udlandet, så i 1947 blev det bestemt, at man skulle lave en tur til Norge. Der foreligger ingen beretninger om denne tur, da papirrationeringen gjorde, at der ikke kunne bevilliges ret meget papir til årsberetningen. I 1948 gik turen igen til Norge med bus og telte. Der var en del regnvejr på denne tur. Det nødvendiggjorde, at vi flere nætter måtte sove på hølofter på gårdene, men det var ikke noget problem. Nordmændene var meget gæstfrie. Vi boede en nat ved en gård i Seljord. Her havde vi også boet i 1947, og dengang havde en af pigerne tabt et guldkors i græsset. Det lykkedes ved et fantastisk held at finde korset, og der var stor glæde, da vi kom hjem og kunne overrække det til ejerinden. Engang kørte vi ind på torvet i en østnorsk by. Der stor nogle mænd og snakkede, og far sprang ud af bussen og spurgte dem, hvor vi kunne parkere. ”Derborte” sagde en mand og slog ud med hånden. Da Far så begyndte at dirigere bussen i den anviste retning, råbte manden pludselig: ”Nei,nei Dere kan parkere her”. ”Ja, men De sagde jo, at vi skulle parkere derovre”, sagde Far. ”Jeg trode Dere var svensk, så kunne Dere gå fan i vold”, lød svaret. Der var ikke meget sympati for svenskerne i Norge lige efter krigen. Det var lykkedes at få en lille smule svensk valuta, så vi kunne køre gennem Sverige til Göteborg og sejle til Frederikshavn derfra, og der kunne lige blive penge til et lille stykke chokolade til hver. Men det var frustrerende at gå rundt i Göteborg og se alle de varer, de havde i butikkerne og som ikke kunne købes i Danmark. 1949 var der slækket noget mere på restriktionerne, så det blev muligt at købe så meget svensk valuta, at en Sverigestur kunne gennemføres. En spændende og pragtfuld tur, selvom den stadig blev gennemført på den primitive måde. Også på denne tur var der en del regnvejr. Jeg husker således, at vi en morgen måtte spise morgenmad i en svinestald. 1950 lavede man igen en tur til Norge. Igen var det Telemarken, der måtte holde for. En nat boede vi ved en elv, og Christen Jensen fra Uggerslev, der var ivrig lystfisker, havde lånt en fiskestang af nogle lokale folk. Da han stod og kastede sin spinner ud, kunne han ikke forstå, hvor den var blevet af, for han hørte ikke noget plask i vandet. ”Den sidder her,” sagde Far der stod bag ved ham, mens han prøvede at få krogen ud af sine bukser. 1951 og 1952 ved jeg ikke rigtigt, hvor turene gik hen, men i 1953 lavede vi en tur til Holland. Vi kørte gennem ruinhobene i de tyske byer. I Holland måtte vi som sædvanlig bo på egnede græsmarker, for det var endnu ikke blevet almindeligt med campingpladser. I vinteren 1952-1953 var Holland blevet ramt af store oversvømmelser og i Danmark blev der etableret store indsamlinger af tøj til de nødstedte. Min bror og jeg læste dengang i København, og om aftenen hjalp vi med at sortere det indsamlede tøj. Da vi en aften på Hollandsturen havde fundet en dyrskueplads, der var fint egnet til lejrplads, gik Far ind på en nærliggende politistation og spurgte, om vi kunne slå vore telte op der. Det fik ham afslag på. Det kunne man ikke give tilladelse til. ”Det er godt gjort”, sagde han,” nu har mine drenge brugt deres fritid til at samle tøj sammen til hollænderne, og når vi så kommer herned, kan vi ikke engang få lov til at slå teltene op på en dyrskueplads! Nu kører vi ud et sted og finder en god mark og slår teltene op der.” Og det gjorde vi så. Vi havde på den og senere ture lavet en turnus, så drengene holdt vagt to og to hele natten igennem. Og midt om natten kom vagterne og vækkede Far. Der havde været et par politibetjente for at se, hvad der foregik, men da de fik forklaret, hvem vi var, var de gået igen. I 1954 lavede vi som noget nyt en tur til Østrig. Det blev på mange måder en mindeværdig tur. Vi boede i teltene udenfor Salzburg og havde været inde og se byen. Om aftenen blev det et gevaldigt tordenvejr, og regnen skyllede ned. Vandet løb ind i teltene – der var jo dengang løse underlag- og selv om vi gravede render kunne vandet ikke stoppes. Og så regnede det ellers uafbrudt døgnet rundt indtil fredag middag. Det var en ren naturkatastrofe, vi var løbet ind i. Broer og veje blev skyllet væk, og flere steder, hvor vejen var oversvømmet, måtte vi ud for at undersøge, hvor dybt vandet var, og om det var muligt at køre igennem. Vi gennemførte vores rute, men måtte hver nat tigge os ind på gårde, hvor vi sov i laden eller på høloftet. Der blev ærbart hængt et teltunderlag op til at skille pige – og drengeafdelingen, men det var der vist ikke rigtig nogen, der respekterede! Med hensyn til forplejningen så havde man efterhånden opgivet den fælles madforsyning. Eleverne blev nu delt op i ”familier” to piger og to drenge, der så selv skulle sørge for at holde deres madkasse forsynet. Det gik også fint på den måde. Så kunne den enkelte få den mad, han bedst kunne lide. Turen til Østrig var en af de sidste realklasseture, der blev gennemført. Efterhånden var børnene blevet mere rejsevante, og da en elev kom og sagde, at han hellere ville bruge pengene til en Guitar, sagde Far, at nu må det være slut, enten skulle alle eleverne med på turen eller også blev der ingen tur. Så dermed var en epoke i Otterup Realskoles historie forbi. Jens Otto Jensen. Lejrtur
         
Billede 1: Legoland Traditioner på Otterup Realskole
Traditioner på Otterup Realskole set i bakspejlet af to gamle lærere, Kirsten Hansen og Karen Margrethe Lindberg – fra 1960’erne og frem til i dag Skolebussen En vigtig del af Otterup Realskole er skolens bus. De første år vi var på skolen, var det nærmest Chr. Lunds bus. Han havde en grå 11-personers bus – og det var kun ham, der kørte den. Senere fik Erik Lindberg erhvervskort. Så måtte han også køre. En del lærere har senere fået kortet. På et tidspunkt i 1970-erne bliver det aktuelt at købe en større bus. Den var til ca. 20 personer og bordeauxrød. Den var bare ikke særlig god – mange reparationer gjorde, at skolens ledelse fandt det formålstjenligt at udskifte den i 1980-erne. På det tidspunkt kunne man købe gamle DSB-busser til en overkommelig pris. Så kunne vi få en bedre bus og med plads til flere børn, så kunne vi tage to klasser med ad gangen. Heldigvis har skolens bestyrelse i årenes løb forstået, hvor vigtigt det var, at skolen havde en bus. Vi lærere har en handlefrihed, som er uvurderlig! Morgensang De første år, vi var på skolen, stod eleverne op – og vi sang en salme og bad Fadervor. Men 60´erne bredte sig også til skolen. Skolens elever fik lærerrådet til at indse, det var gammeldags, - så eleverne fik lov til at sidde ned. Nogle år gik – nogle lærere holdt stædigt fast i salmesangen og Fadervor. Men så begyndte vi også at bruge Højskolesangbogen. Der var bare den ulempe, at der ikke var bøger nok. Derfor gik vi over til en lille rød sangbog, som eleverne købte, når de begyndte i 1. Klasse. Senere blev det til De danske Gymnastikforeningers sangbog. Plus at vi begyndte at kunne duplikere og lave transparenter til overheadprojektoren. Det var et stort fremskridt. I dag er sangbøgerne helt droppet – men der er stadig fælles morgensang. Hurra for det! I mange år havde vi ”sjov morgensang” en gang om ugen. Der blev lagt en plan for, hvornår den enkelte klasse stod for morgensangen sammen med klasselæreren. Man måtte gerne nøjes med at vælge en sang. Men i de yngste klasser stod den som regel på underholdning af forskellig art. Idrætsdag Idrætsdagen er næsten altid blevet afholdt først i september. Alle skolens elever stillede klassevis op i skolegården. Derefter gik vi med skolens to meget gamle faner i spidsen til Otterup Stadion. Men på et tidspunkt blev vi klar over, at de gamle faner ikke kunne holde til den tur mere. Derfor søgte vi Danmarks Samfundet om en ny fane. Fanen modtog vi i Den fynske Landsby sammen med Anna Margrethe Vang den 1. juni 1982, mener vi. Vi brugte den ved idrætsdagen i 1982. Festligt har det altid været, når vi skulle til idrætsdag. Der har været år, hvor vi har haft sækkepibemusik eller violinmusik i spidsen! Mange forældre har altid bakket op om denne tradition. På stadion var der fælles opvarmning. Derefter gik vi til de forskellige idrætsaktiviteter, hvor alle lærere på Otterup Realskole havde en opgave at tage sig af. Nok mere en pligt end et ønske fra flere læreres side. Men eleverne gik til opgaverne med glæde. Emneuger eller klassens uge Nogle år var alle skolens elever med i opgaver omkring et bestemt emne, f.eks. Puretto (en by), stavnsbåndets ophævelse, Indien osv. Senere opstod ideen om klassens uge, fordi lærerne var på forskellige niveauer med eleverne. Enkelte emner egnede sig også bedre i klassesammenhæng. Mange af disse uger mundede ud i udstillinger og optrædener af forskellig art. Bl.a. forældrene kunne komme og se resultatet af en spændende uge. Skolefesterne Årsfesten blev i vores tid omdøbt til skolefesten. Det var årets begivenhed med skolekomedie, lege og danse. Da vi begyndte på skolen i 1967, blev årsfesten afholdt over 2 dage i gymnastiksalen på Otterup Realskole. Den ene aften for de store elever og den anden aften for de yngste elever. Forældrene var også indbudte. Men der var ikke særlig gode forhold, fordi der ikke var nogen scene, og fordi man optog gymnastiksalen for lang tid til at øve osv. Derfor flyttede festen til Otterup Hotel. Det var først i 1970-erne. Dengang var der en scene, og der var mere plads på hotellet. Men omkring 1980 opstod ideen om at holde skolefest i Otteruphallen. Nu var det også 9. klasse, der havde overtaget opgaven med at spille komedie. I 1980 var Niels Erik Clausen klasselærer for 9. klasse, og han havde mod på at rykke derud med alt, hvad det indebar med hensyn til kulisser og opstilling af scene. Vi var så andre, der tog os af det praktiske med hensyn til opstilling af borde, stole, pyntning, bestilling af mad og meget mere. Bl.a. musikere til sanglege og danse – diskotek for de store elever. De første år brugte vi forskellige forældreråd til hjælp – men ikke alle syntes, det var så sjovt at være med. Derfor fik vi ideen, at det var oplagt, at det var 9. klasses forældre, der hjalp til med kulisser og scene osv. Forældrene er jo engagerede, når det er deres børn, det drejer sig om. Vi har haft forskellig succes med skolefesterne i hallen. Nogle år kneb det med varmen – nogle år var komedien for lang, så de små børn larmede! Der har også været store problemer med lyden. Men helhedsindtrykket har heldigvis gjort, at forældrene har bakket op om skolefesterne. Vi på skolen har selvfølgelig også været usikre – men vi kunne jo ikke være andre steder med så stor en fest! Det er nemlig vigtigt, at man en gang om året har en fælles fest. Det giver sammenhold i ”familien” på Otterup Realskole! Luciaaften En tradition som var startet før vores tid var Luciafesten. Omkring den 13. december gik de store piger Lucia i gymnastiksalen, først om morgenen og igen om aftenen. Om aftenen var familien indbudt til Luciabrød og kaffe. Aftenens indhold var ikke for små søskende og skolens yngste elever. Underholdningen kunne være sang, oplæsning og nogle gange krybbespil. Anne Margrethe Vang og Else Marie stod i mange år for denne aften. Niels Erik, Karin m.fl. har siden overtaget opgaven. En af de stille traditioner. Juletraditioner Frokost med 10. Klasse Da vi kom til Otterup Realskole, var det en tradition, at realklassen serverede hjemmelavet julefrokost for lærerne. De første år fik vi sjove julegaver, bl.a. grydelapper, babybukser osv. Der var også underholdning i form af opgaver til lærerne og sange. Den dag gik de store elever virkelig til den i det lille køkken i hovedbygningen. Den gode julemad var medvirkende til god julestemning.   Juleafslutning med alle klasser sidste dag før ferien Først i kirken – så tilbage til skolen. De første år stod et lille juletræ midt i salen, og vi gik rundt om det. Bagefter blev der læst en julehistorie af Chr. Lund. I begyndelsen af 1970’erne indførte Karen Margrethe Lindberg en ny tradition: 3. Klasse lavede nissespil – og vi fik et stort træ – som forældre og elever pyntede aftenen før. Så kunne forældrene også se nissespillet! Sidste skoledag var der ikke plads til forældre og søskende. Fastelavnsfest En tradition der udviklede sig fra en lille fest i gymnastiksalen med få udklædte til en stor fest, der fylder hele skolen. Udsmykningen i salen tog Kirsten og billedkunstholdet 5. – 6. Klasse sig af i mange år. I mange år var det lærerne, der tog sig af forskellige aktiviteter rundt om på skolen. Senere blev det 8. Klasse og deres forældre, fordi der kunne tjenes penge til hjælp til en Englandstur. Aftenen startede altid med præsentation af de fantasifulde og kreative dragter, som bliver bedømt af en dommerkomite. Mange lærere har også deltaget i udklædningen som en gruppe, f.eks. fra Matador, kongelige osv. Spændte har børnene altid været på præmien – en chokolade til ca. 10 kr., og derfor var der også altid trøstepræmier til resten af flokken. Derefter var der tøndeslagning med kåring af konge og dronning. Påskefesten En meget vigtig fest for børnehaveklassens elever og familier. Nok den alle elever husker som den bedste. Nærmere om denne fest et andet sted. Enebæroddeturen Den første fandt sted 1.5.1981. Enebæroddeturen blev en tradition, fordi Orla Højgaard havde været ude a løbe på Enebærodde. Han fik så den ide, at hele skolen skulle på en samlet tur til Enebærodde. De første år var turen først i maj. Det var nogle gange en meget kold fornøjelse. Vi har prøvet at stå med frysende små børn i haglstorm på det meget åbne stykke af Enebærodde. Derfor blev turen rykket til først i juni de følgende år. Børnehaveklassen – 4. Klasse skulle gå/løbe til Martinegården – nogle kaldte den Martinigården! 5. – 10. Klasse skulle ud til fyret. Transporten var for de store elevers vedkommende på cykel til Hasmark. De små elever blev transporteret i skolens bus eller i private biler. Sidste skoledag Sidste skoledag for eksamenseleverne har altid været noget med morgenmad for lærerne. I mange år blev vi hentet hjemme tidligt om morgenen. Vi har kørt i hestevogn, traktor og vogn og bus. Når morgenmaden var spist, har der altid været arrangeret sjove ting af 10. Klasses elever. Flødekarameller er blevet spredt alle vegne til stor glæde for de andre elever. Dagen slutter med opsamling af karamelpapir. Afslutning af skoleåret Vi fik efterhånden lavet en tradition med afslutning i alle de yngste klasser for eleverne og deres forældre. Disse afslutninger har været meget forskellige. Det var, hvad læreren havde evner og lyst til at arrangere sammen med elever og forældre. Dimission for skolens afgangselever har altid været sidste fredag før sommerferien kl. 16. Man har i nogle år lagt mødetiden til 15.45. så har man hørt korsang i skolegården. Men ellers er det i gymnastiksalen, hvor alle de ældste elever deltager. Jubilarer er altid mødt op til stor glæde for os på skolen. Elevernes forældre og søskende samt lærerne deltager også. Her er salen festligt pyntet. Der bliver holdt taler af skolebestyrer, klasselærere for 9. Og 10. klasse, elever fra 9. og 10. klasse og eventuelt andre, der ønsker ordet, bl.a. skolens formand. Indimellem synges sommersange akkompagneret af Niels Erik Clausen. Derefter går afgangseleverne og øvrige gæster til reception med lidt til ganen. En dejlig afslutning på skoleåret og nogle elevers skolegang på Otterup Realskole. For nogle en vemodig dag. Poppelbladet Vores skoleblad Poppelbladet blev startet i efteråret 1968 af Fritz Thomsen og nogle store elever. De første år var der mange debatter og kommentarer, hvor eleverne virkelig sagde deres mening. Men efterhånden fik det liv i en mere rolig tone. Der har været skiftende redaktører: Bitten Keller, Niels Erik Clausen, Karen Margrethe Lindberg, Eva Hansen, Britta Ruhlmann Høgh, Kis Bech, Dorte Svensson, Merete Lorentzen, Steffen Eriksen. Vi har arbejdet på forskellige måder – nogle af os med mange elever som medarbejdere – andre med få. Der har været nogle, som syntes, der var for mange børnetegninger i – andre for få! Bladet har haft en mere orienterende form i mange år – det er ikke længere et debatblad. Nogle år blev der også udgivet en forældreorientering.    Pedel- Erik og Jan Lindberg
I 1968 finder Chr. Lund og skolens bestyrelse ud af at det vil være en god ide at ansætte en pedel. Der kommer et lille udvalg på besøg hos os. Vi finder ud af sammen, at Erik godt kan tage jobbet, selv om det kun var halvdags i begyndelsen. Det betød lønnedgang og flytning for vores lille familie. Vi boede nemlig til leje på Gartneriet Hedager, hvor Erik var ansat som gartnermedhjælper. Vi købte hus i Lunde. I en periode kørte jeg så i skole om formiddagen. Når jeg så kom hjem, tog Erik af sted. På den måde kunne vi klare børnepasningen selv. De foregående år havde min mor passet dem,når jeg var i skole. Jeg havde tilmed lånt hendes bil og transporteret børn til bhkl. i nogle måneder. Nu dukker den dårlige samvittighed op---jeg tror ikke engang,hun fik tak. Hverken af skolen eller mig!!! Efterhånden fandt man ud af, at skolen havde i højeste grad brug for en fuldtidsansat pedel. Skolen trængte i den grad til at blive renoveret. Selv om Erik ikke var hverken maler eller tømrer, så fik han godt fat med Chr. Lunds gode råd i baghånden. Efter at Vestergade 7 en tid havde været brugt som lokale for bhkl . og 1.kl blev vi tilbudt at flytte dertil..  Vi flytter ind sidst på efteråret 1970. Det var meget nemmere for alle parter, at vi boede tæt på skolen. Den skulle jo åbnes og lukkes hver dag. Vi blev også telefonpassere. Det var jo rart for forældre og andre at der altid var nogle, som svarede. Vi fik så gratis tlf. Men vi lærte vore børn, at telefonen kun var til at give beskeder i . Værst var det, når der var snestorm at svare på om der var skolegang eller ej. Vi fik så indført at skolen var åben for alle, der kunne komme. Nogle år kørte Erik skolebusruter morgen, middag og eftermiddag. Turene gik i forskellige retninger alt efter,hvor eleverne boede. Han kørte bla. til Bogø, Lindø og helt ud i den modsatte del af kommunen til Egeby og Nr.Nærå. Det var en meget stressende periode for Erik. Fordi han var også gymnastiklærer nogle timer om ugen. Plus han havde den groveste del af rengøringen på skolen. Sommerferie holdt vi kun en uge. Der var jo altid en del, som skulle gøres i stand. Males og lakeres gulve og hovedrengøringen ikke mindst var meget vigtig. Som pedelkone har jeg ikke haft den store rolle. Men i mange år vaskede og strøg jeg alle skolens gardiner. Det ophørte, da det blev for omfattende . Vores børn har også på forskellig vis hjulpet til. Henrik var den, der i flere år fejede og rev i skolegården hver fredag. Han og Jan har også hjulpet med at flytte borde og stole i forbindelse med de større arrangementer. Plus ved hovedrengøringen! Pigerne Britt og Ulla har også hjulpet med hovedrengøring- og Ulla var i ca. 10 år ansat som rengøringsdame, samtidig med at hun også fik en uddannelse. Ny Pedel. I vinteren 1993 dør Erik af et hjertestop, da han en mørk vinteraften har løbet en Cooper test på Otterup Stadion. Det er et stort chok for os alle, fordi han i flere år har holdt sig i fin form. Bl. a. fordi han var fodbolddommer. På skolen må man så finde en ny pedel. Jan bliver ansat omkring 1.maj. Jeg husker ikke helt præcist, hvornår han begyndte! Nu var Jan så ansat på samme måde, som sin far som gymnastiklærer, buschauffør og pedel. Han var for det meste glad for sit arbejde. Men ind imellem var han også noget stresset, fordi som pedel  er der altid arbejde, der venter! Da Jans ældste barn Michael bliver gammel nok til at hjælpe, gentager historien sig. Nu er det Michael, der hjælper med at flytte borde og stole, plus andet forefaldende arbejde. Tirsdag d. 11.sep. 2007 bliver Jan dårlig på skolen. En af rengøringsdamerne kører ham hjem. Han ringer til lægen. Lægen mener, det må være influenza. Så Jan går i seng, da han er meget svimmel Hen under aften, da Jans kone Christina kommer hjem, er hun klar over, at det er alvorlig galt med ham. Jan bliver indlagt. Dagen efter overført til intensiv afd. På OUH. Efter observation i et par dage finder lægerne ud af, at han har en blodprop i hjernestammen. Der bliver gjort alt for at han skal overleve! Men d. 27.sep. 2007 dør han, uden at vi i familien har kunnet få kontakt med ham. Påskefesten i børnehaveklassen
En tradition der startede i 1977 nok ret tilfældig. Jeg var med i en pædagogisk arbejdsgruppe omkring skolemodenhed, hvor vi var 5 børnehaveklasseledere fra forskellige steder her på Fyn, vi skrev en ret fyldestgørende rapport omkring emnet. Under dette forløb var der en af børnehaveklasselederne der fortalte om en meget vellykket forårsfest hun havde afholdt. Jeg følte at det var lige mig, særlig optog det mig de udsprungne birkegrene, som hun havde brugt som pynt,-  og jeg kan tilføje, at jeg i rigtig rigtig mange år, havde mit hjem fyldt op med birkegrene til udspringning til påskefesten. Samtidig gik jeg meget op i at små børn skulle spille teater. Jeg har hver år siden jeg startede min karriere dels som pædagog i Skolegades børnehave senere Kløvermarken børnehave som nu er nedlagt, spillet teater med børn. Den første forårsfest var i 1977, denne fest blev en afløser for julefesten. Det var sådan at i mange år blev forældrene spurgt ved det første forældremøde om de ønskede en julefest eller påskefest.Aftenen startede med at forældre, søskende og børnehaveklassebørn klippede påskepynt og dekorerede æg, som blev pyntet på udsprungne birkegrene. Under udsmykningen blev der trillet påskeæg i grupper, gevinster der skulle trilles efter havde jeg været rundt i diverse banker og bedt om almisser i form af kuglepenne, blokke, balloner og andet godt, senere blev forældrene meget flinke til at sponsorere disse små gaver. Derefter blev der spillet stykke. I 1977 bestod underholdningen af et fjernsynsprogram,hvor både ”abba gruppen optrådte”, en teater og danse gruppe, samt en sports udsendelse, hvor både Allan Simonsen og Henning Jensen var på skærmen.  Aftenen sluttede med smørrebrød, som var smurt af børnene om formiddagen, 1 stk. pr. person. 5 pakker rugbrød kostede kr.10.25 og pålæg hos slagteren kr.38.35. Forældrebetaling for sådan en aften var voksne, 4 kr. og børn 2 kr.  Denne aften blev der også givet forældrene besked på, hvem der blev kommende 1.klasse lærere, imens den besked blev givet, fik børnene læst godnat historie.  Alle forældre hjalp hinanden med at rydde op og mellem 22:00 og 23:00 kunne jeg glad og træt køre hjem til Næsby. Børnehaveklassen havde på dette tidspunkt 15 elever og vi var til denne fest 51 forældre søskende og elever. Senere fik jeg utrolig meget hjælp fra forældre, Frida og store elever på skolen og uden deres arbejdsindsats havde det været en næsten umulig opgave at løse. I 1985 fik vi et meget aktivt forældreråd som mente at påskefesten trængte til en fornyelse, selv om jeg på dette tidspunkt var temmelig skeptisk, blev det en bragende succes. Forældrerådet lavede mad, frikadeller og kold  kartoffelsalat og børnene lavede salatbar. Vi spillede stadig teater, trillede påskeæg, hvor gevinsterne var en slikpose til kr. 2,00, som var indgangsbilletten for alle og Norup 4 mands spillemandsorkester med Lars Oxenvad  i spidsen spillede til sanglege, betaling var 1 kasse øl for denne præstation. For at deltage betalte man kr. 15,00 pr. person.    Denne tradition har hele tiden udviklet sig , for mig har det nok været det rigeste når jeg fik de store elever inddraget med deres musik orkester, de var fantastiske, nogle år lavede de unge mennesker selv musik der passede til børnenes stykke, der var plads på denne skole til at de store børn blev frigivet fra timerne for at hjælpe mig, men det var ikke bare musikken der skulle være på plads ,sminkningen tog de store elever sig også af ,hvor har det glædet mit gamle hjerte mange gange når man kunne se en ældre elev få overrakt et påskeæg eller lignende fra et børnehaveklassebarn som tak fo tuezissy. Breitling Bentley kellotr hjælpen, se hvor de hver på deres måde voksede.På et tidspunkt blev festen også for bedsteforældre og er der noget rigere når alle både gamle og unge danser ”tosset dans” til  Søren Hjulers  guitar, hvad skulle vi have gjort uden Søren, men i det hele taget kunne sådan en fest ikke gennemføres hvert år, hvis ikke der var så mange der positivt bakkede op om dette arrangement. Jeg tænker stadig på alle de frikadeller, kartoffelsalat, pølsehorn, skinke, kyllingelår og meget andet der i årenes løb er blevet lavet af forældrerådet. Jeg er skolen dybt taknemlig over at man stadig fører traditionen videre.  Realskolens historie i korte træk
Fra ide til virkelighed I begyndelsen af 1880-erne så man på Nordfyn forskellige tiltag til at få dannet børneskoler, der i tilknytning til den grundlæggende undervisning, der blev tilbudt i folkeskolerne, kunne gøre eleverne i stand til på sigt at tage en videregående uddannelse. Med etableringen af Nordfynske Jernbaner skiftede landsbyen Otterup i 1882 status til stationsby, og man øjnede hermed mulighederne for at indfri behovet for en fortsættelses- og realskole på Sletten, da jernbanen kunne klare en stor del af transportproblemerne omkring en sådan skolegang for nabosognenes børn.   En af dem, der arbejdede energisk med at få lavet en sådan skole, var Christian Vestergaard fra Hjadstrup. Han var selv lærer, og i 1881 deltog han i de første sonderinger omkring muligheden for en realskole i Otterup. I 1884 var man efterhånden nået så langt, at en gruppe mænd kunne samles til et møde på jernbanestationen i Otterup, hvor man aftalte at lave en fortsættelses- og realskole for landkommunerne på Nordfyn.   Lokalbefolkningen var tydeligt med på ideen og sluttede talstærkt op. Lensgreven på Einsidelsborg meddelte, at han ville støtte med 200 kroner om året, andre privatpersoner bidrog på samme måde med mindre beløb, og den lokale sparekasse pungede ud med 200 kroner en gang for alle. Tre adresser på elleve år Hermed var det økonomiske grundlag sikret, og man lejede sig i første gang ind hos smeden Søren (Smed) Eriksen, i det nuværende Nørregade 29 i Otterup. Hans smedeværksted blev lavet om til skolestue, og hans tidligere lejlighed blev forvandlet til forstanderbolig. Da der var tale om en tidligere smedje, kom skolen hurtigt til at hedde ”Den sorte Skole” i folkemunde. Der var her, skolen ved en lille højtidelighed kunne åbne den 23. oktober 1884.   Til at begynde med havde skolen kun 20 elever og en eneste lærer, som samtidig også var forstander. Han hed Kallehauge og var seminarist.   Snart opstod der dog pladsmangel i den gamle smedje, så i 1886 tilbød stamhusbesidder E. Møller, som boede på Østrupgaard, at han ville opføre en helt ny skolebygning og leje den ud til realskolen til en rimelig leje. Det faldt i skolens smag, og man besluttede at tage imod tilbuddet. Den nye skolebygning på nutidens Bryggerivej 15, var efter omstændigheder ret rummelig. Den indeholdt fire klasselokaler, en forstanderbolig og værelser på første sal for ugifte lærere og lærerinder.   I 1889 gik Kallehauge af og blev efterfulgt seminarist F. N. Fürst, som dog kun blev i stillingen til 1890. Han blev efterfulgt af Jacob Christian Zinn, som var teologisk kandidat. Mens han var forstander steg elevtallet i løbet af kort tid fra 25 til 50. Da der var udsigt til, at den positive udvikling ville fortsætte, dannede man i januar 1895 et interessentskab, hvis formål det var at opføre en ny skolebygning, hvis indretning var først og fremmest skulle være mere rummelig og tidssvarende. Bygningen blev opført i Jernbanegade 33, og kun små elleve år gammel kunne skolen allerede flytte for tredje gang til nye og bedre faciliteter. Stambesidderens hus på Bryggerivej kaldtes siden i flere genrationer for ’Den gamle Realskole’.   I 1897 blev Jacob Christian Zinn efterfulgt af Jacob Bentzen som forstander. Han var ligeledes cand. theol. I hans tid fortsatte elevtallet med at stige fra 43 til 50, men det faldt igen til 28 i 1903, da han fratrådte posten og overtog et præsteembede i Jylland. Udvikling og stabilitet – søskendeparret Dissing Søskendeparret Peter Andreas og Marie Dissing kom fra fattige kår på Mors til Otterup. I begyndelsen holdt Marie Dissing hus for sin bror, men ret tidligt opfordrede Peter Dissing hende til at undervise, hvilket hun ikke brød sig meget om, da hun ikke var læreruddannet. Han fik hende dog ret snart overtalt til at begynde med håndarbejde og gymnastik. Senere kom hun også til at undervise i historie og religion. Som den ældste i lærerkollegiet oplevede hun i 1943 at kunne fejre sit 40 års jubilæum som lærer ved skolen samme år, som hun blev hyldet på sin 65 års fødselsdag. Peter Dissing På det tidspunkt blev skolens bestyrelse overbevist om, at det var bedst for skolens kontinuerlige udvikling og stabilitet, at driften blev pålagt en enkelt mand. Derfor forpagtede man i 1903 skolen ud til lærer Peter Dissing. I 1906 gik man så vidt som at sælge skolen til ham. Peter var en usædvanlig dygtig og afholdt mand, og i hans tid som leder voksede antallet af elever fra 28 til godt 180. Senere faldt det atter til omkring 135 bl.a. som følge af 1. verdenskrig og børskrakket i Amerika. I begyndelsen af 1920-erne lå elevtallet dog på det samme som i dag; ca. 225.   Peter Dissing sås hver dag som leder af den fælles morgensang i gymnastiksalen. Han kom også selv rundt i klasserne en gang om måneden og indkasserede skolepengene hos eleverne. Peter var ungkarl i mange år og boede i en lille lejlighed på 1. sal i hovedbygningen. Hver dag fik han maden bragt fra Otterup Hotel. Senere blev han gift og levede sine sidste år i Odense, hvor han døde i 1963, næsten 89 år gammel. Marie Peter Dissings søster, Marie Dissing, var ligeledes en fremtrædende person i lærerforsamlingen. Hun var gift med Otterups isenkræmmer, Aage Nielsen, som havde bolig og butik i det store hus på hjørnet af Søndergade og Jernbanegade, hvor Peter Dissing gennem mange år indtog sin søndagsmiddag sammen med sin søster og svoger. Marie Dissing var efter sigende en myndig dame og, ligesom sin bror, en særpræget personlighed, som forblev ham en god støtte gennem hele hans virke.   Marie Dissing var tilsyneladende ikke selv i tvivl om, at hun havde indgået ægteskab under sin stand, for hun underskrev sig altid ”Marie Nielsen, født Dissing”. Marie var desuden en enorm drivkraft i arbejdet på Nislevgård, som ligger lige uden for Otterup. Nislevgård var indrettet som institution for unger piger, som skulle føde uden for ægteskabet. Den hed ”Spædbørns- og Mødrehjemmet Nislevgård”. Marie Dissing var en vigtig person både i forbindelse med oprettelsen af institutionen og som daglig administrator af hjemmet.   Vinteren 1939 var meget streng, og også her blev der god brug for Marie Dissings gode idéer. På grund af den strenge frost blev det vanskeligt at gennemføre en normal skolegang. Eleverne kom fra det meste af Nordfyn, og ofte skulle de cykle et stykke vej for at komme frem til Nordfynske Jernbane og komme med toget. Andre skulle cykle hele vejen til skolen. Sommetider var vejene ikke ryddet for sne, og sommetider sad toget fast i driverne.   De elever, som kom langvejs fra, havde tit svært ved overhovedet at nå frem, og af og til mødte kun halvdelen eller mindre af en klasse op til undervisningen. Så samlede Marie Dissing de større piger i et klasselokale og fik dem sat i gang med at strikke huer og vanter, som skulle sendes til Finland, hvor folk oplevede endnu barskere forhold, og hvor Vinterkrigen mod Sovjetunionen var på sit højeste. Marie leverede selv en del af garnet, andre havde med hjemmefra. Strikkeriet stod på i flere måneder, og det lykkedes at sende en del af produkterne af sted til de trængende. Peter Dissings udflugter Peter Dissing grundlagde i 1920 traditionen med en årlig udflugt med realklassen, når den havde taget eksamen. Han var alene om at tage af sted med eleverne, og i mange år var han den, som cyklede forrest på cykelturene rundt omkring i Danmark. Udgifterne til turen blev dækket af en indbetaling på en krone pr. elev om ugen i det forløbne skoleår. Da Peter Dissing selv fik sig en Ford, kørte han foran med alle elevernes madkasser og bagage. Når en cykel punkterede, bandt han cyklen bag på bilen, og eleven kørte så med i bilen til det nærmeste rastested, hvor der blev tid til at lappe cyklen. Undervejs overnattede man på kroer og hoteller.   Peter Dissing interesserede sig også for sine elever uden for skoletiden og var for eksempel ikke bleg for at foretage en spadseretur fra Otterup til Odense og tilbage igen.   Fra 1929 og indtil krigen satte en stopper for det, kom turene til at foregå i bus til Tyskland, bl.a. til Berlin.  Peter Dissing tog selv kørekort til bus, lejede en rutebil og kørte hele turen. Drengene boede i telt og pigerne sov i bussen. Skolen overgår til Svend Jensen Svend Jensen blev ansat som lærer på skolen i 1920, og i 1936, hvor hans hustru havde været ansat som lærer på skolen i et par år, købte parret skolen af Peter Dissing. Svend Jensen førte skolen videre i samme ånd, som man havde kendt i Peters tid. Svend Jensen var ligeledes var særdeles respekteret og afholdt både som lærer og senere som skolebestyrer. Adskillige anekdoter fortæller om hans store engagement for skolen og dens elever. Blandt andet fungerede han i en årrække som formand for bestyrerforeningen for private skoler.  I 1957 var elevtallet steget til hele 228, men det kunne man dog ikke holde i længden, og ved Svend Jensens fratræden i 1966 var der kun omkring 170 på skolen. Før Svend Jensens afgang overgik skolen fra privateje til selvejende institution.   Svend Jensen indførte i disse år vinterferien. Faktisk var Otterup Realskole den første skole i landet, som holdt vinterferie. Det var en uges fri, som kunne indføres med øjeblikkelig varsel, hvis det blev alt for koldt til, at man kunne opretholde den normale skolegang. Sommetider kunne ferien således pludselig indføres en morgen, hvis skolelederen bedømte vejrsituationen til at være for umulig. Så ringede han rundt til en del elever, som derefter lod beskeden gå videre til andre.   Foruden Marie Dissing overtog Svend Jensen også en anden lærerinde, frøken Dorothea Pedersen, som ifølge overleveringen var en ret stramtantet frøken. Hjemme hos Svend Jensen gik hun altid under navnet ”Dorthe”, og det var en stående vittighed, når han sad og lagde nye skemaer i sommerferien, hvilket var vanskeligt at få til at gå op i en højere enhed, at ”i den time kan Dorthe ikke få børn!” Skolens opdeling I begyndelsen var der 5 på hinanden følgende klasser, nemlig de 4 såkaldte mellemskoleklasser, samt en etårig realklasse. Efter de fire år i mellemskolen kunne eleverne slutte af med en mellemskoleeksamen, hvad de fleste gjorde, eller de kunne fortsætte et år i realklassen og slutte af med realeksamen, som var adgangsgivende til en del kontorstillinger i den offentlige sektor, som bl.a. elever ved postvæsenet og i DSB. Skolen under 2. verdenskrig Ved 2. verdenskrigs udbrud var der ikke ret mange elever i underskolen, som det kaldtes dengang. De fleste små elever gik dengang i skole på kommuneskolen i Otterup eller i de små forskoler ude på landet. Først fra 5. klasse – eller første mellemskoleklasse, som det hed – kom der mange elever til realskolen. Følgelig blev 1., 2. og 3. klasse undervist sammen. I 1940 var der kun 14 elever tilsammen i de tre klasser. Omvendt har nogle elever faktisk oplevet, at der var mere end 40 elever i deres 5. klasse! Skoleballet Hvert år blev der holdt skolebal. Det var et af skoleårets højdepunkter, som alle så frem til med stor forventning. I de tidlige år blev skoleballet afviklet i gymnastiksalen og den tilstødende 5. klasse. Underholdningen sørgede eleverne for. De lavede forskellige små optrin og var klædt ud. Det hele skulle være slut kl. 24, så gæsterne kunne nå togene mod nord og syd. Der kom elever så langt væk fra som Næsby ved Odense og fra Bogense. Men efterhånden som der blev flere elever på skolen, var der ikke længere plads nok i gymnastiksalen, så man allierede sig med Otterup Kro, hvor der dels var meget bedre plads, men som også var i besiddelse af en god scene. Dermed kom der også mere stil over det, og realklasserne begyndte at opføre regulære skuespil en gang om året, og grunden blev lagt til det, vi i vore dage kender som den årligt tilbagevendende ”skolekomedie”, som altid spilles af 9. klasse og instrueres af klasselæreren. Man opførte klassikere som Oehlenschlägers ”Aladdin”, Heibergs ”Elverhøj”, Hostrups ”Genboerne” og mange andre i samme stil. Svend Jensen instruerede skuespillene med eleverne, og man lejede kostumer fra Odense Teaters garderobe. Et orkester kunne man dog ikke hoste op med, så det blev erstattet med en grammofon, som stod ude i kulissen.   Også under krigen fortsattes traditionen med skoleballet, som var henlagt til november. Men da der i 1943 var indført mørklægning, løb man ind i problemer, for det blev for vanskeligt at finde vej på landet i mørke. Derfor blev man enige om at udskyde festlighederne til foråret 1944, men på grund af de tyske troppers beslaglæggelse af skolen i efteråret 1944, løb man endnu en gang ind i vanskeligheder, da det blev november, så dette bal blev i stedet flyttet til marts 1945. På tur med eleverne Svend Jensen fortsatte med at køre til Tyskland med eleverne, til den tyske besættelse af landet satte en stopper for traditionen. Det skulle dog ikke forhindre skolens leder i at arrangere et alternativt arrangement, som kom til at bestå i en cykeltur til Sjælland med realklasseeleverne. Man drog af sted med to store cykelpåhængsvogne og nåede både til Sydsjælland og Møn.   Vinteren 1941 – 1942 var streng og satte atter såvel elever som personale på en hård prøve. Pigerne var begyndt at iklæde sig i lange bukser for at holde varmen på de lange cykelture til og fra skole. Svend Jensen syntes, det var helt i orden, når nu det var så koldt, hvorimod hans kone stillede sig noget mere kritisk til udviklingen.   Som afslutning på skoleåret blev der – som i vore dage - afholdt en højtidelighed i skolens gymnastiksal. Lærere, forældre og elever samledes, der blev sunget sange og skolelederen holdt en tale og berettede om det forgangne års bedrifter. Alle elever fik udleveret et eksemplar af skolens årsberetning. Derefter gennemgik skolelederen alle klasserne enkeltvis. Navnene på hver enkelt elev blev nævnt sammen med faderens navn, og hvad den pågældende elev havde opnået i karaktergennemsnit. Listen med elevernes resultater blev desuden bekendtgjort i Otterup Avis. Situationen strammer til Det var økonomisk svære tider for skolen. I 1942 måtte Svend Jensen sælge sin villa på Damløkkevej i Otterup og flytte med familien ind på skolen i den lejlighed, der var indrettet på 1. og 2. sal i hovedbygningen. Lejligheden havde hidtil været beboet af pedellen, som nu var nødsaget til at finde et andet sted at bo. I den forbindelse blev der foretaget mange indretningsmæssige forandringer, og blandt andet blev husets første badeværelse bygget op fra grunden på 2. sal, med både bruser, badekar, terrazzogulv og fliser på væggene.   Alle var meget usikre på, hvilken retning udviklingen ville gå i, og der kunne spores en hel del rådvildhed og frustration hos beslutningstagerne. Elevtallet var for nedadgående, selvom elevtallet stadig svingede mellem 150 og 200. Ganske vist fik skolen statstilskud efter antallet af elever, men der var trods alt tale om en forretning, som skulle løbe nogenlunde rundt. Svend Jensen gjorde selv en stor indsats for at holde skindet på næsen. I sommerferien tog han sin cykel og kørte rundt til folk i byen og oplandet. Der aflagde han besøg hos familier, han vidste, havde børn i den skolesøgende alder, for at få dem til at melde deres børn ind i realskolen. Værnemagtens beslaglæggelse af skolen Fra 9. september til 2. oktober 1944 var skolen beslaglagt af den tyske værnemagt. Fra 11. september blev en afdeling tyske soldater på 30–40 mand indkvarteret på skolen. De havde været ved Vestfronten og kom nu direkte fra Belgien. De blev indkvarteret i 5. klasse og i 2/3 af gymnastiksalen, som blev brugt til sovesal. Disse forandringer i hverdagen medførte et par dages lukning af skolen, mens man fandt undervisningslokaler til erstatning for de beslaglagte. Noget af undervisningen blev således flyttet til missionshuset i Tværgade.  En del af de elever, der gik på skolen i de sidste krigsår, var børn af forældre i andre egne af landet, der havde det tilfælles, at de var gået under jorden og havde fået deres børn anbragt hos bekendte på Otterup-egnen, hvorfra de så gik på Realskolen. De andre elever blev først bekendt med dette efter krigen. Når disse elever gik på netop Realskolen frem for en kommuneskole, hang det nok sammen med, at eleverne kom fra næsten hele Nordfyn og derfor af den årsag kunne være mere anonyme.  Skolens udvikling i efterkrigstiden    I 1966 blev Christian Lund skolebestyrer. Bygningerne var på daværende tidspunkt allerede så nedslidte, at de trængte voldsomt til istandsættelse. Håndværkere havde man dog ikke råd til, så Lund to sammen med lærerne fat på reparationsarbejdet. I Lunds tid som leder fandt elevtallet et naturligt leje omkring 180. I januar 1967 kunne han indvie skolens første børnehaveklasse, som til at begynde med havde 8 elever, som dog blev til 14 ved skoleårets udgang.   Christian Lund lod sig førtidspensionere i 1980, og fra 1. januar 1981 virkede Orla Højgaard Sørensen som skoleleder.   I 1989 blev Hans Aage Schultz skolebestyrer. Han var skolens leder frem til 1996, hvor Christian Karstensen, som havde været ansat som lærer ved skolen siden 1978, overtog posten.  I august 1998 blev den nye skolebygning (A-bygningen) taget i brug. Den rummer et nyt moderne fysiklokale, der også bliver brugt til biologi og natur/teknik. Der er også et hjemkundskabslokale, 3 klasseværelser, et lokale hvor skolens skolevejleder holder til samt toiletter. Mine erindringer som børnehaveklasseleder gennem 36 år
Mine Erindringer som børnehaveklasseleder gennem 36 år. Skrevet af Kirsten Fog Hansen.   En vestjyde kommer til Otterup. Jeg husker stadig, da jeg i juli 1965, efter overstået børnehavelærerindeeksamen fra Esbjerg Pædagog Seminarium, kørte i bil fra Henne i Vestjylland mod Fyn med mine forældre for at søge min første assistentstilling i Skolegades børnehave, senere Kløvermarken, der nu er nedlagt.   Min forkærlighed for Fyn havde jeg fået i 1960, hvor jeg lærte lidt om designerfaget på Odense Fagskole. Men på Nordfyn havde jeg aldrig været, og stor er min begejstring da vi kørte mod Otterup på Slettensvej, for her lignede det lidt Vestjylland med de flade marker, så det tog lidt af sommerfuglene i maven.   Jeg fik stillingen som børnehaveassistent og flyttede til Otterup den 14. august 1965 på et meget lille værelse i Vestergade uden køkken. Tiden i Skolegade var spændende og lærerig. Det var den første børnehave på Nordfyn, men da jeg altid har haft helt min egen mening om hvordan børn skulle præges og have det i institutionen, følte jeg mange gange at vejen var lang til det kommunale system.   Jeg arbejdede med de store børn i børnehaven og gjorde meget ud af når børnene skulle starte i skolen. Det skyldtes nok at jeg i min praktik periode på seminariet i Esbjerg havde været i en børnehaveklasse. Esbjerg var et af de få steder her i landet hvor der fandtes børnehaveklasser (og havde på det tidspunkt haft børnehaveklasser i 50 år).   I Skolegades børnehave kom jeg ret hurtigt til at kende Otterup Realskole. Jeg havde Poul og Bitten   Kellers søn på min stue. Bitten sad i bestyrelsen for realskolen, senere blev hun lærer på skolen. Desuden var Karin Lund, datter af Lilli og Christian Lund (skolebestyrer på realskolen) i forpraktik hos mig i børnehaven i omkring ¾ år. Igennem Karin fik jeg fortalt meget omkring livet på realskolen. Jeg er selv opvokset på Dyreby Skole, en lille kommuneskole i Vestjylland og mange af de ting Karin fortalte mindede lidt om min egen opvækst. Skolebestyreren boede på skolen, tændte for fyret om morgenen osv.   Sidst på året 1966 kom Christian Lund og spurgte, om jeg kunne tænke mig at blive leder af den børnehaveklasse, som de var ved at etablere som den første på Nordfyn. Det var ikke lysten der manglede, men min kloge far informerede mig om, at det var bedst for ens senere arbejdstid at man havde sin aspirant tid på 2 år overstået i sin første stilling. Et råd jeg fulgte. Selvom jeg ikke blev ansat havde jeg en del samtaler med Lund, bl.a. om hvad der skulle til af materiale i den nyetablerede børnehaveklasse. Det var i øvrigt Lund og Vang der stod for indretning af lokalet. Og Anne Margrethe Vang og fru Lund der malede borde og andet malerarbejde i P3.   Jeg var med til børnehaveklassens indvielse, hvor b. la. lederen af klassen Karen Margrethe Lindberg holdt en meget fin tale omkring klassens start. Mine tanker var på det tidspunkt ”godt du ikke tog stillingen”, for den tale hun holdt, mente jeg med mig selv, at jeg aldrig havde kunnet finde ud af. Men til mit held var børnehaveklassen ikke lige noget for fru Lindberg, da hun hellere ville lære børnene om tal og bogstaver fra bøgerne. Da Lund sidst i april 1967 spurgte om jeg stadig var interesseret i stillingen som børnehaveklasse leder, var svaret JA.   Jeg var året forinden blev gift og boede nu i Næsby. Ansættelsessamtalen foregik en aften i Lunds lejlighed på skolen, hvor jeg havde min mand Børge med. Lund læste mine papirer og lagde utrolig meget vægt på det menneskelige og det sociale. Inden vi gik hjem den aften var stillingen min. Jeg har aldrig skrevet et skriftlig ansøgning til Realskolen. Samtidig med jeg fik stillingen, som var på 15 timer, fik jeg 4 gymnastiktimer i 1. og 2. klasse (jeg er uddannet delingsfører fra Gerlev Idrætshøjskole).   Hvor var jeg bare glad den aften. En drøm var gået i opfyldelse – jeg skulle have min egen børnehaveklasse, hvor jeg kunne få lov, på min måde, at gøre de dejlige små 5-6 årige børn parat til netop den skole forældrene havde valgt – Otterup Realskole.   De første 10 år i børnehaveklassen. Jeg var uddannet på et meget moderne seminarium, hvor man sagde du og var på fornavn. Desuden kunne man finde på at gå med lilla ble på hovedet. Det var ikke just den ånd der prægede Otterup Realskole, men jeg fik lov til selv at finde helt min egen stil at drive børnehaveklasse på. Og min praktik periode fra Esbjerg kom mig rigtig meget til gode. Jeg var selv temmelig usikker og umoden på mange områder, ikke mindst når det gjaldt forældremøder. For en pædagoguddannet som mig, var det utrolig grænseoverskridende at skulle stå at holde nærmest et foredrag ved det første forældremøde. Men Lund var god for mig, han forstod at presse de unge lærere lidt, så vi fik noget selvtillid, for man kan mere end man tror.   Den 15. august 1967 startede jeg med mange sommerfugle i maven, min første børnehaveklasse med 15 børn, senere 16. Jeg kendte en del af børnene, da de var fulgt med fra Skolegades børnehave, men langt de fleste kom lige derhjemmefra og skolen var deres første bekendtskab med verden udenfor hjemmet. Mange børn var meget stille, generte og indadvendte og skolen var stor og uoverskuelig for børnene, så det var noget af en tilvænning. Men i 98% lykkedes det,- og den glæde når man ser børn vokse gennem deres første skoleår, er en ubestemmelig glæde som pædagog.   Jeg husker stadig en dreng fra min første klasse – han var efternøler, opvokset på en gård uden social omgang med andre børn. Han kravlede konstant rundt på gulvet på alle fire og lettede ben som en hund – jeg fik senere at vide at han eneste legekammerat i hjemmet var en hund!   Børnehaveklassens målsætning var tilvænning til skolens liv. Skoletiden var fra 8.15 til 10.55 og i mine 36 år i klassen har vi altid startet med at synge en morgensang, samt krydse protokol af, desuden er der altid sunget farvelsang og givet hånd som farvel.   I denne 10 årige periode lagde man meget vægt på at børn i børnehaveklassen ikke måtte lære at læse og regne. Lige fra starten i 1967 har jeg altid haft struktureret pædagogik, hvor året var delt op i 4 semestre, hvor der i hvert semester var en pædagogisk målsætning. Vores beskæftigelse blev delt op i 4 virksomheder - Skabende virksomhed - Intellektuel virksomhed - Fri leg - Fælles leg Ting som vi dagligt beskæftigede os med i klassen. På et år havde vi op til 6-7 emnearbejder, hvor emnerne kunne være - Posthus - Bondegårdens dyr - Købmand - Vand - Indianere - Fremmede lande - Kæledyr - Gamle dage - Mad og meget andet. Dog har det altid været fast at køre færdselsemne, når børn startede i klassen og som altid blev afsluttet med en gå prøve, hvor vi utrolig mange gange har haft besøg af politiet.   Meget karakteristisk for de fleste emner, som vi har arbejde med kom børnene ud af skolen, så de oplevede tingene   virkeligheden, hvorefter de blev bearbejdet manuelt i klassen. Men ud over emnearbejdet var der altid plads til den fri leg med børnenes rollelege. Inden man startede i 1. klasse skulle man kunne skrive sit navn, kende klokken og binde sine sko.   Børnehaveklassen var en nytænkning på Realskolen og alle mine nok meget skøre påhit vænnede skolen og lærerne sig efterhånden til. Jeg havde et rigtig godt forhold til alle lærere og en del var flinke til at stikke hovedet indenfor i børnehaveklassen. I 1968 havde vi rigtig mange børn skrevet op til realskolens børnehaveklasse, men det var meget p.g.a. at kommuneskolen ingen børnehaveklasse havde. Og så ville forældre gerne have deres børn 1 år på vores skole og derefter tage dem ud og sende dem i den kommunale skole. Desuden havde vi mange børn der var meget unge. Forældre var meget interesseret i at få deres børn tidligt i skole. Det med kommuneskolen satte vi en stopper for indenfor de første 3 år. Det med alderen kneb lidt mere, så en del børn har i årenes løb gået 2 år i børnehaveklassen. Sidst i 60’erne havde vi enkelte børn der kunne læse flydende, når de kom i børnehaveklassen – dem brugte jeg som oplæsere for de andre børn.   Lidt om økonomi. Til dækning af alle materialer i børnehaveklassen: maling, lim, papir m.m. – legetøj, maddage og en enkelt skolebog, fik man 5 kr. pr. barn pr. måned. Så det var godt med nogle forældre der var fantasifulde til at samle værdiløse ting sammen.   I 1969 flyttede vi over i Vestergade (nuværende fritidsordning). Indtil 1969 havde lærerparret Anne Margrethe og Carl Vang boet i huset. De havde nu købt en landejendom i Vestermarken ved Hasmark.   Børnehaveklassen fik stuen og et værelse, soveværelset blev brugt af Nete Thomsen til undervisning. Vi havde på det tidspunkt 12 børn i klassen. Jeg kan huske en lille episode fra flytningen til Vestergade, som jeg selv stod for. Stuen var meget mørk bordeauxrød, ikke lige en farve for børn, Jeg forelagde Lund problemet og hans kommentar var, at du gerne må få en anden farve, men du skal selv gøre arbejdet. Så fru Hansen malede selv sin børnehaveklasse lyst i en hel weekend, med et enkelt besøg af min mand og min lille datter. Vores datter var født året i forvejen, jeg var i skole samme dag hun blev født og man havde på det tidspunkt kun 5 ugers barsel og barnets første sygedag var det ikke noget det hed.   Rummene i Vestergade var ret gode, vi havde bl.a. et træværksted med høvlbænk. Skolens første rigtige legeplads blev også lavet i haven med bl.a. en tunnel af et cementrør. Vi brugte en hel lørdag til at lave legepladsen. Steen Thorup havde hjulpet med at tegne legepladsen og skaffet materialer. Vi havde en fantastisk lørdag, hvor man også kan sige at der blev skrevet historie. Det var den første forældrelavede legeplads i Otterup. Desuden kan jeg lige fortælle at børnene i denne periode også gik i skole om lørdagen.   Vestergade blev et kort visit, i 1970 blev huset lejet ud til familien Lindberg. Børnehaveklassen flyttede til det nederste lokale i Skansen. Ikke særlig godt, men det var jo bare om at få det indrettet. Og skal man bedømme efter fotos ser det ud til at børnene stortrivedes. Der var et lille podie med vask, som blev indrettet til køkkenkrog, desuden indrettede jeg et par værkstedskroge og en dukkekrog. Vi fik vores egen legeplads i skolegården, der hvor pavillonen ligger i dag.   Det med den nære forældrekontakt fandt jeg hurtigt ud af var noget af det vigtigste - lige fra 1.dag hvor børn starter på skolen. Fra 1968 blev det fast tradition at børnenes 1. skoledag var om aftenen kl. 18.30, hvor begge forældre havde mulighed for at deltage. Den aften blev der også en mulighed for en kort forældresamtale. En fin start hvor skole og hjem lagde grundstenen til et godt forældresamarbejde. Dog blev det med årene noget af en aftensforestilling inden de sidste forældre kom hjem. Skolestarten blev senere flyttet til sidst på eftermiddagen og samtalerne lagt over flere dage.   I 1970 havde vi 16 børn i klassen, som absolut var maksimum set fra skolens side. Børnetallet har i den 10 årige periode ligget fra 12 til 16 børn i klassen. Børnehaveklassen har altid på lige fod med den øvrige skole deltaget i skolens mange faste traditioner som idrætsdag, Lucia, juleafslutning, skolefest, fastelavnsfest samt emneuger. Derudover har vi fra 1970 haft en fast udflugt til Nyborg, hvor vi kørte i skolebus til Odense Banegård, tog toget til Nyborg, legede på en legeplads, derefter besøgte Nyborg Slot, hvor vi mange gange har siddet på Slottets loft og spist vores madpakker, hvis vejrguderne ikke lige var med os. Hjemturen foregik enten med tog eller med skolebussen, som var kørt til Nyborg for at hente os. Turen sluttede hos mig privat i Næsby, hvor vi altid har holdt min fødselsdag med hjemmebagt brunsviger og saftevand.   I denne 10 årige periode blev der i børnehaveklassen holdt 1 forældremøde i oktober, hvor børnene altid har bagt brød til forældrene, juleklip for forældre og børn en aften i december, forældremøder omkring skolestart med børnenes kommende lærere, en afslutningsfest hvor børnene spillede et skuespil. Det første stykke som børnehaveklassen opførte i 1968 var uddrag fra ”Folk og røvere i Kardemomme by”. Jeg skrev selv alle manuskripterne og har dem stadig liggende. Og jeg kan se at på det tidspunkt havde børnene rigtig mange lange replikker som skulle læres. En afslutningsaften startede altid med at vi spiste vores medbragte mad, spillede stykke, aftenen sluttede med fælleslege i form af sanglege og lign.   I 1975 bliver der en fast ugedag hvor forældre måtte komme på besøg i ½ time og lave noget kreativt sammen med deres børn. Selvom man ikke kunne komme hver uge fik alle børn altid et besøg på et tidspunkt. Den dag kunne man også efter endt skoletid få en snak med mig omkring sit barn. Meget givtigt, hvor vi gennem rigtig mange gode forældresamtaler har fået løst mange små og store problemer. Desuden har forældre altid været velkomne til at ringe til mig privat. Dog måtte jeg på et tidspunkt sætte telefontid på.   I 1977 får børnehaveklassen sin første medhjælper Kirsten Thorup, en rigtig god, dygtig og   behagelig medhjælper. Hun havde et fantastisk godt tag på børn og var en kæmpe hjælp. Hun havde   nogle få timer om ugen. Kirsten blev senere ansat i vores 1. venteordning.   I 1977 blev der holdt den 1. påskefest for forældre og børnehaveklasse børn, hvor aftenens program var påskeklip, trille æg og skuespil. Denne fest blev i stedet for juleklipsaftenen. Børnefødselsdage blev tit fejret i børnenes egne hjem i skoletiden.   Fra sidst i 60’erne blev der oprettet rigtig mange børnehaveklasser også i Otterup Kommune. Jeg husker stadig at jeg et sted på en landsbyskole udenfor Otterup fortalte Otterup kommunalbestyrelse og en hel forældrekreds hvad en børnehaveklasse var. Jeg husker også at fra flere politikeres side var der stærk modstand. Man kunne ikke få øje på betydningen,- for i sådan en klasse legede man jo kun, og det kunne man jo ligeså godt gøre derhjemme.   Førskolebøger i børnehaveklassen. Ritt Bjerregaard udgav en del førskolebøger. Helt ærligt følte jeg ikke, at det var de mest inspirerende, men da bøger altid har betydet meget på realskolen, fik børnehaveklassen også deres 1. skolebog fra 1970.   Min arbejdsgang har nok altid båret præg af meget kreativitet, hvor man puttede en masse læring ind. Derfor vil jeg heller aldrig glemme da Lund engang ved et forældremøde udtalte: ”jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke troede at slutresultatet kunne blive så godt på 1 år med de arbejdsmetoder Kirsten bruger, men skolen har fået lige de børn de ønsker sig, når de starter i 1. klasse” (det varmede).   Pavillonen.   De næste 26 år.   Skolen manglede lokaler, så i 1977 blev pavillonen bygget til børnehaveklassen og 1. klasse. Der blev virkelig gjort en fest ud af den pavillon med stort rejseg
luksus ure til mænd

patrimonio replica Longines
macasamhail Omega seamaster co axial
rolex replika klockor till salu
طبق الاصل لونجين، التراث

Greenwich Industrial History

AIMS - to research, publish and promote the industrial history of the London Borough of Greenwich

 


Log ind  |  Opret konto
My Cart:  
0 Item(s)  -  DKK0.00

Kategorier

    • Esprit
    • Modström
    • Peuterey
    • Rodebjer
    • Soulland

Ure & smykker

FILTER BY:

Sort by:
Sort by: price_high_to_low Sort by: price_low_to_high Sort by: name_a_z Sort by: name_z_a
  • Damer Ure & smykker Esprit TP10778 - Kronograf - roségold,ellos esprit...
  • DKK1,796.26  DKK1,085.64Spar: 40% off
  • Damer Ure & smykker Esprit AUDREY - Ure - silver,esprit butikker,esprit du...
  • DKK969.60  DKK586.00Spar: 40% off
  • Damer Ure & smykker Esprit TP10607 - Ure - roségoldfarben,esprit du vin la...
  • DKK1,316.36  DKK795.58Spar: 40% off
  • Damer Ure & smykker Esprit PEONY - Ure - goldsilver,esprit collection...
  • DKK1,796.26  DKK1,085.64Spar: 40% off
  • Damer Ure & smykker Esprit Ure - silver-coloured,esprit køge...
  • DKK1,177.64  DKK711.75Spar: 40% off
Copyright © 2017 www.issei-baibai.com. Powered by issei-baibai.com